SKAL, SKAL IKKE HAVE HUND ?
Kæledyr er dejlige, søde og bløde, men har du også gjort dig klart, hvad det kræver af forpligtelser at anskaffe sig en hund ?
Så inden du køber eller overtager en hund, bør følgende overvejes nøje:
Har du tid til at motionere og aktivere den hver dag, - også når det regner, sner og stormer ? Og når den er blevet gammel ? Det er en god ide at gå til træning med hunden, - er der muligheder i nærheden ?
Hvilken race / blanding passer til familien, Det er jo ikke smart at købe en grand danoir hvis man bor i en etværelses lejlighed på 5. sal ! - selvom den er "nuttet" som hvalp.
Passer racens / blandingens egenskaber og køn til familien ? Det er klogt at gå på biblioteket eller til DcH's konsulenter eller spørge dyrlægen om den påtænkte hunds egenskaber, og om det passer til familiens forventninger. Har den påtænkte hund specielle egenskaber eller behov, som man skal tage højde for.
Hvor meget koster det at have hund ? dyrlægebesøg, mærkning, forsikring, foder, træning, pensionsudgifter, hvis hunden ikke kan komme med på ferie Har racen disposition for visse sygdomme, som kan blive dyre at behandle.
Du skal have hunden i mange år, så tænk over om hunden kan passe ind i din hverdag mange år frem. Og kan du leve med de begrænsninger (feks ferie ) som forpligtigelsen over for hunden kræver.
Anskaffer du hund fordi ungerne plager eller for at skabe ro i et uroligt/ ustabilt hjem ? Få kun hund, hvis alle ønsker det og vil deltage positivt !
Når du har tænkt det nøje igennem, og stadig er varm på ideen, så gå på biblioteket og læs om hunderacer, som du kunne tænke dig. Er det en krydsning, så skal du læse om alle de racer der er blandet i den. Derefter er det en god ide at kontakte den lokale DcH klubs konsulent, da vedkommende har en kæmpe stor viden og erfaring omkring hunde ( det er gratis - se link ). Spørg evt også dyrlægen, da vedkommende ofte kan oplyse dig om racens/ racernes sygelighed og hyppigste problemer. Det er skrøne, at krydsninger er sundere end racerene hunde.
Skal det være en han eller tæve ? Tæver er som oftest blidere end hanner. Men så er der de to årlige løbetider. Hannerne kan være i "løbetid" hele året, hvis der er en tæve i løbetid i nærheden.
Den danske dyrlægeforening har lavet et projekt der hedder : HEJ HUND, hvor man på
www.hej-hund.dk under FAKTA kan gå ind og læse om fordele og ulemper om man skal vælge racehund, krydsning, internathund, og gode til udvælgelsen af hund. Desuden er der et spil især for børn mellem 3 og 8 år, om hvordan man omgås hunde.
Har du bestemt dig, så opsøg forskellige opdrættere uden at købe. Tag aldrig en hund fordi du får ondt af den, fordi den klemmer sig i et hjørne, eller ser sølle ud. Internathunde skal man kun købe på godkendte internater - ikke hos hundehandlere eller fra en bil på en parkeringsplads - pas også på markedshunde !
Hunden skal være frisk, livlig, legesyg og være med i flokken. Den skal have været i hænder mange gange dagligt, da dens indlærings- og indpasnings evne ellers vil have lidt ubodelig skade. Den skal have oplevet verden - lyde, folk, legende børn, biler mm. - det der kaldes socialisering, og som især er vigtig i hundens første 8 uger.
Hvalpens "rang" i kuldet er også vigtig for dens senere virke og indpasning i familien.
I dag skal alle hunde være chipsmærket senest når de er 8 uger - d.v.s. inden de forlader opdrætteren -
Tag hunden med uden for og se hvordan den opfører sig alene. Den må ikke være sky eller aggressiv, men nysgerrig og tillidsfuld, når man sætter sig ned til den.
Undlad at købe, hvis du er det mindste i tvivl- spørg fagfolk - inden du bestemmer dig - Husk det er en gave og glæde for livet - ikke en ting man smider væk, når interessen kølner !
Held og lykke og velkommen i DcH Brønderslev hvis du finder dig en hund
HelenVogt




